Øl, øl og mere øl

Fra bodega til bryghus - en gylden rejse gennem byen

Vin bliver vi aldrig gode til i Danmark. Det er for koldt, for vådt og for lidt sydfransk. Men øl – dét kan vi. Vi har brygget på korn og kærlighed siden Egtvedpigen trissede rundt med en krukke hjemmebryg under armen. Carlsberg gjorde øllet stort i 1847, men de seneste 20 år har gjort det sjovt. Rigtig sjovt.

Pludselig var det ikke bare pilsnere til fodboldkampen. Det var IPA’er med mango, sure øl med havtorn, imperial stouts med kaffe – og fadlagrede flasker, der kunne tage kampen op med vin på både smag og pris. Små bryggerier voksede frem som paddehatte på Refshaleøen, og barerne fulgte trop. København blev en legeplads for bryggere og øldrikkere.

Her er det ikke peanuts og halvslatne pilsnere. Her er det passionerede mennesker, der leger med gær, humle og vilde ideer. Nogle gange rammer de ved siden af – men for det meste rammer de rent ind i hjertet. Og det er derfor, jeg elsker øl i København.

Jeg drikker det meste: funky, surt, let, tungt, mørkt eller farligt stærkt. Jeg er ikke ekspert – bare en glad ølentusiast, der ikke kan lade være med at smage mig gennem byen.