Hop i havnen
Byens blå hjerte - klar til et dyp
Det er næsten komisk at tænke på, men for 25 år siden virkede det vanvittigt at hoppe i Københavns Havn. Dengang var det forbeholdt sømænd, svaner og måske en enkelt fuld studerende. Men i dag er havnen blevet københavnernes legeplads – og vi bader med stolthed.
Det hele begyndte, da Havnebadet på Islands Brygge åbnede i 2003, og siden da har vandet trukket folk til som aldrig før. København er flere gange blevet kåret som verdens bedste storby til havnebadning, og jeg forstår det godt. Her får du både saltvand i håret, byens puls i baggrunden og følelsen af, at du er en del af noget helt særligt.
Jeg elsker selv at hoppe i året rundt. Sommeren er sol, Aperol og bølgeskvulp – vinteren er stille, rå og iskold på den der måde, hvor kroppen skriger, men sindet bliver lykkeligt. Hvis du virkelig vil mærke byen, så gør som andre lokale: hop i havnen. Men pas på – det er stærkt vanedannende.
Husk altid at bade med omtanke og følge By& Havns baderegler. I Københavns Havn må du bade i havnebade, badezoner og dyppezoner – dér, hvor sikkerhed og vandkvalitet er i orden og bliver kontrolleret løbende. Havnen er stadig en arbejdende storbyhavn med både, kajakker og havnebusser. Som badende er du den bløde trafikant – og det er derfor vigtigt at holde sig til de tilladte badesteder.
Husk baderådene:
• Bad kun, hvor det er tilladt
• Udsæt ikke andre for fare
• Lær at svømme
• Bad aldrig alene
• Bad aldrig med alkohol i blodet
• Lad ikke børn bade uden opsyn
Bad med omtanke. Så kan vi alle blive ved med at elske havnen.
Download By & Havns app
Her finder du baderåd, vandkvalitet og sikre badesteder – lige dér, hvor du er. Du finder den på QR-koden nedenfor eller ved at klikke HER.